-
30-årig er tiltalt for indbrud i Hornsleths galleri
Источник: BDK Borsnyt / 11 ноя 2024 07:03:44 America/Chicago
En mand er tiltalt for at have begået indbrud i kunstner Kristian von Hornsleths galleri på Vasbygade i København. Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse. Indbruddet skete 31. marts i år, da en stjålet bil blev bakket gennem porten til galleriet. Derefter kørte flere gerningsmænd fra stedet på ladcykler med kunstværker på cyklernes lad. Manden, der er 30 år, er tiltalt for sammen med andre ukendte gerningsmænd at have stjålet 28 kunstværker samt at have forsøgt at stjæle tre andre kunstværker. De gik dog i stykker under indbruddet og blev efterladt på stedet. Manden, der er 30 år, er desuden tiltalt for at have været i besiddelse af kunstværker fra tidligere indbrud. Derudover er han tiltalt for et indbrud på en privatadresse dagen inden. Ved indbruddet blev forskellige værdigenstande samt en bil stjålet. Bilen er den, der blev bragt til at ødelægge porten til Hornsleths galleri. Tre andre personer er sigtet for at have medvirket til indbruddet 30. marts. Den 21. juni blev den 30-årige og en 28-årig formodet medgerningsmand anholdt på forskellige adresser i København. På en af adresserne blev et af de stjålne kunstværker fundet. Nogle af de andre kunstværker blev fundet 11. juni i Sydhavnen i København i forbindelse med efterforskningen af et cykeltyveri. Den 28-årige er sigtet for det samme, som den 30-årige. Den 28-årige ventes dog at tilstå, så deres sager kommer til at blive behandlet hver for sig. Københavns Politi mener, at de to har haft centrale roller i planlægningen af indbruddet hos Hornslets. - Sagen handler primært om indbrudstyveri og hæleri af særlig grov beskaffenhed på grund af beløbenes størrelse og den systematiske og professionelle tilgang, som vi mener at kunne dokumentere, siger Lea Kronborg, der er anklagefuldmægtig i anklagemyndigheden ved Københavns Politi, i pressemeddelelsen. Den 28-årige, der ventes at tilstå, får sin sag behandlet i Københavns Byret 18. november. Hvornår den 30-åriges sag kommer for retten, er endnu uvist. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/30-aarig-er-tiltalt-for-indbrud-i-hornsleths-galleri